Kære venner !

 

Jeg må hermed fortælle, at vores kære Kirsten Jungsberg er draget til de evige jagtmarker  søndag d.12. november, 85 år gammel. Hun kom i februar på Adventisternes plejehjem i Fakse, hvor de lavede vegansk mad til hende. Til sidst var hun hospitalsindlagt adskillige gange. Hun havde i nogle dage hverken kunnet spise eller drikke, så  hendes børn og børnebørn vidste, hvor det bar hen. De fik samlet sig til god afsked omkring hende.

 

Kirsten kunne med rette kaldes “Tante Lilla”. Både på grund af sit fine næsten altid violette tøj, de lilla-malede vægge i hendes lejlighed – og så de mange spirituelle interesser, som hun rejste langt omkring i verden efter. Kirsten elskede at rejse !

 

Kirsten og jeg kendte hinanden igennem 50 år. Det blev med  store fælles engagementer – først i Martinus’ kosmologi, som hun blev meget begejstret for efter at have hørt om Martinus  gennem min onkel Sune. Da jeg var ung mødtes vi først på Klint, hvor hun kom i flere år med sine to børn, Torben og Jette (= dem, der nu har fulgt Kirsten så godt og trofast afsted!).

Siden blev det til fællesskabet i Mazdaznan-bevægelsen, hvor Kirsten også kom flittigt. De sidste par år gik det ikke at komme afsted, men jeg besøgte hende tit, havde god vege-mad med, og vi sang Mazdaznan-sange sammen. Der udvikledes vores venskab varmt, og  det blev til mange historier fra hendes rige liv  – både dette og nogle tidligere. (Ikke tilfældigt med det fine ovale maleri af Christian IV.s datter – Leonora Christine – der hang bag døren…) Det var noget særligt at besøge Kirsten der på  Frederiksberg i lejligheden på 7. sal med den fine udsigt over byen. Der var mange engle. Både figurer i mange farver – og så de rigtige der kom, når hun fik massage. Englene “kendte godt vejen” , for Kirsten bad mange bønner, og havde været engageret i mange gode sager…

 

Men det, Kirsten især vil blive husket  for i brede kredse er hendes utroligt store, pioner-agtige indsats for vegetarisme i Danmark! Personligt kan jeg eksempelvis huske, hun startede en ny aftenskole i 1980′-erne: “Vegetarernes Oplysningsforbund” – samt en livlig vege-dag med oplæg og god mad i den gamle gule villa, der dengang var medborgerhus på Frederiksberg. Også en vegetarisk madklub på Søndre Fasanvej blev det til.

Heldigvis fik Kirsten da også en fin hæderspris, ”Mikkel Hindhedes prisen” i oktober 2019 for sit store arbejde for veganisme i Danmark – med flot omtale i Dansk Vegetarforenings blad.

Jeg tænker på om vegetarismens sag mon var kommet så langt og godt afsted her i landet – uden Kirstens vedholdende og stædige skub ? Nu: – med vege-mad godt repræsenteret i samtlige supermarkeder og på restauranternes menukort ? Da jeg var ung, var det virkelig “op-ad-bakke” og lidt “sært” at være vegetar.

Det ville glæde Kirsten umådeligt at overvære klima-demonstrationer med de mange unge, der fuldstændigt og dybt har indset store vigtige sammenhænge – og derfor klart vælger vege-vejen for planetens overlevelses skyld…

Til slut vil jeg blot sige:

Æret være Kirstens minde !

“You’ll be remembered for what you have done !”

 

Forude venter Kirsten Jungsbergs bisættelse i Flintholm Kirke,

Junggreensvej 14B, 2000 Frederiksberg onsdag d. 22. november kl.  14:00

Jeg tager med, bringer en hilsen fra Mazdaznan og synger en sang.

 

Kirsten var ikke til afskårne blomster – send gerne et beløb til: Dansk Vegetarforening,

MobilePay 5936HN, eller: Dyrenes Frie Farm, MobilePay 5378ZV.

Vi har fra Mazdaznan doneret 300 kr.

Der bliver et lille mindeværdigt indslag for Kirsten til Mazdaznan’s julesammenkomst mandag d.4. dec. kl. 17.30, Teosofisk Samfund Sankt Knuds vej 27B

(Husk man bestiller risengrød hos Anne på: 71 49 46 01).

 

På glædeligt gensyn  – og gensyng !

Kærlige hjerte-solskinshilsener fra Lene Ravn