Råd og Vink – 2015 marts
Marts er måneden hvor vinden rusker op i det, som er stagneret og gået i stå. Det er en måned med mange forberedelser, hvor der kommer en øget magnetisk strømning pga elektriske gnister i atmosfæren og frigivelse af gasser fra jordens undergrund. Det påvirker vores krop og giver mulighed for fornyet kræfter, hvis vi følger med og ændrer kost og tankemønstre.
Vi kan vælge at følge naturen og også få rusket op i os selv. I det mindste bør vi derfor i marts måned ændre vores daglige vaner. Vi bør spise anderledes end vi plejer og undertiden holde kortere eller længere fasteperioder.
I marts kan vi hurtigere blive raske, uanset om det er akutte eller kroniske helbredsproblemer. Det er dog helt betinget af, om vi vil gøre det som er nødvendigt. Det vil sige at vi må ændre kosten. Der skal helt skiftes diæt og gerne fastes hver syvende eller hver tredje dag.
Man kan også faste flere dage i træk, måske endda en uge eller mere alt efter sin situation. Mange føler ubehag under sådanne store forandringer, ikke mindst hvis man er i en lidt svag psykisk situation. Her hjælper det at sørge for at holde gang i fordøjelsen.
Det hjælper også at give fødderne ekstra opmærksomhed, ved at massere dem gerne to gange dagligt og skifte strømper lige så tit. Sengetøj bør skiftes en til to gange ugentligt i marts. Det er en måned hvor vi gerne må bruge en masse, men god og naturlig sæbe.
Ingefærbrød, kanel og aniskiks passer godt her i marts. Rosiner har her i forårsmånederne større værdi end normalt. Brug dem i klatkager, kiks, sammenkogte retter og som dessert. Hvidløg har også stadig større medicinsk virkning end ellers.
Te af kakaoskaller er særlig godt nu og chokolade i moderate mængder. Urtete er stadig godt. Strø eventuelt stødt violrod på salat eller bland det sammen med honning på en riskiks. I denne tid er det bedst at spare på saltet. Find friske spirer, mælkebøtter og violer og snart kommer der også skvalderkål. Selvfølgelig kan vi også finde nye grøntsager i butikkerne.
Bælgfrugter er værdifulde i hele forårsperioden. Spis lidt af gangen, men spis det ofte og tilsæt rigeligt med krydderurter. Bælgfrugter med krydderurter hjælper kroppen med at rette ind og tilpasse sig den nye årstid.
Af citrusfrugter skal især grapefrugten fremhæves. Den har stor værdi i øjeblikket. Den virker godt på leveren og mod infektioner.
Man kan tage en grapefrugtkur: Spis en grapefrugt hver morgen i 21 dage eller drik saften af en grapefrugt, eventuelt med lidt fløde, hvis det ellers er for syrligt.
Man behøver ikke at være ked af det hvis ens krop er lidt sart. For det første bliver man så nødt til at passe på den og tage hensyn til sin livsførelse.
Det giver en større opmærksomhed og erfaring på en bedre livsstil. Det vil så medføre, at man er tvunget til at leve sundere og dermed opnås også en mental udvikling som vi ellers ikke havde opnået.
Det er altså en tid hvor det er godt at ændre sin kost. Spis også mindre og prøv at spise langsommere end normalt, tyg maden grundigere og smag mere efter. Prøv at koncentrere tankerne om madens helbredende, sunde livgivende kræfter, det gode det gør for kroppen. Nyd det og glæd dig.
Der findes en meget flot bog på engelsk om et fastetidsprogram. Det er en foredragsrække af Dr. Hanish vist fra 1909. Her mødtes Mazdaznangruppen hver morgen i 56 dage før de gik på arbejde og lavede en morgenceremoni, med sange, øvelser og tale og så var der en daglig urt. Man spiste urterne og drak efterfølgende vand eller eventuelt mælk.
Det kan vi lade os inspirere af : Lav morgenøvelser og spis efter øvelserne i syv dage i træk tørrede urter som salvie, merian, pebermynte eller timian. Tyg dem og drik herefter ½ krus varmt vand.
De efterfølgende 9 dage drikkes, varm mælk med krydderier som muskatblomme, muskatnød, kanel eller safran.
I dagene herefter kan vi vælge friske forårsurter som mælkebøtte, surkløver, spinat, violer eller spinat.
Selv om man ellers har holdt sig frisk hele vinteren, kan man så typisk nu få forkølelser og feber og det har ofte svært ved at slippe igen. Her er et varmt svedebad noget af det bedste til at vende situationen.
Tag et varmt bad og drik herefter hyldeblomst te, som er svedfremkaldende. Så kommer vi til at svede både pga varmen udefra gennem det varme bad og indefra pga hyldeblomst teen. Formålet med badet er at varme kroppen op. Fyld på med ekstra varmt vand undervejs, så man vænner sig til at holde varmere og varmere vand ud. Det er ikke meningen det skal være et langt bad. Man skal ikke tørre sig, men bare skynde at pakke sig ind i håndklæder, lagner og tæpper og så kravle under dynen, drikke teen så varm som muligt og ligge musestille i mindst en time.
Mens man ligger der og sveder, må man ikke bevæge sig så meget som en millimeter, for så stopper svedeprocessen. Stå op efter en time tør dig og skift til rent, tørt sengetøj. Drik eventuelt grapefrugtsaft eller citronsaft i fri mængde, inden en god nats søvn.
Næste morgen er det også godt at drikke frisk frugtsaft og ellers spise frisk forårsgrønt. Der er ikke badekar hos alle, men man kan også sætte en svedetur i gang gennem et varmt fodbad i et varmt værelse. Lav gradvist vandet varmere som fødderne vænner sig til det. Badevand kan for eksempel tilsættes boraks, lidt vaskesoda eller en lille skefuld eukalyptusolie.