PINEALKIRTLEN (KOGLEKIRTLEN)

• Om sangen /kirteløvelsen:

‘Jeg er vakt til guddommelig erkendelse
I evighed er kærlighed min bekendelse
Den hele verden står mig fri og åben
Den største lykke tør jeg altid håbe.’

Vi lærer, at pinealkirtlen, koglekirtlen (latin: epifysen) er af meget stor betydning for os i vores udvikling, og at før den kan blive tilstrækkeligt velfungerende, må de andre større endokrine kirtler ikke blot være velfungerende, men også samkoordinerede.

Den første vi må gøre, når vi ønsker at påvirke pinealkirtlen, er at gøre sindet tomt. I sangene og øvelserne for kirtlerne bliver sindet tomt; vi må ikke tænke på noget; øjnene ser, og ørerne hører sangen, men vores sind er tomt, vi føler os revet med; vi er interesserede i øvelsen, fuldt opmærksomme, men sindet hviler.

Vi oplever, at når vi udfører kirteløvelserne i en fuldkommen afspændt tilstand etablerer vi et momentum, et vendepunkt i vores udvikling. Sindet har brug for koncentration, og det opnås bedre gennem kirteløvelserne end på nogen anden måde, men det forudsætter at kroppen er AFSLAPPET. Gennem fuldkommen afspænding af kroppen opnår vi sindets resignation, vi må blive bevidste om sindets fokalisering, centrering, til dets centrum, til pinealkirtlen. Sindet er en tilstand, en form, skabt gennem hjernens funktion, og vi har lige så meget sind, som vores hjerne har aktivitet.

Er det muligt at udvide sindet? Ja, dets udvidelse eller forstørrelse afhænger af vibrations niveauet. Af svingningstallet og antallet af celler i vibration. Vi møder af og til mennesker, som vi vurderer har en dyb forståelse af både materielle, intellektuelle og spirituelle forhold.

Ved nærmere analyse finder vi, at de er opvakte, vækkede i deres individuelle virke, og jo mere udbredt og udvidet den guddommelige gnist er, desto mere udvidet og ’storhjertet’ er sindet. Den guddommelige gnist bor i hjertet; vi ønsker, at hjertet skal arbejde eller fungere ikke blot fysiologisk, men på en sådan måde, at det åbenbarer den Uendelige Intelligens, som er centreret i hjertet.

Jo mere dybsindige vi ønsker, at vore tanker skal være, desto mere må vi udvide det åndelige virkefelt, og vi forsøger at opnå dette ved at udføre kirteløvelserne, for vores sind kan kun være aktivt i det omfang, der er forbindelse til Kirtelsystemet, og at dette system er aktivt.

Kirtlerne er den eneste faktor, hvorigennem hjernen og hjertet kan nåes og oplades, belives eller genskabes, rekreeres. For at nå hjerne og hjerte er en proces med æterisk omdannelse, en ’æterilisering’ af fastere stoffer, nødvendig.

Sind, sjæl og ånd er tilstande eller manifestationsplaner, og må derfor være ét og ikke betragtes som isolerede tilstande. "Jeg er vakt til guddommelig erkendelse, i evighed er kærlighed min bekendelse", - kærlighed til alt, der kommer ind i og eksisterer inden for min sanse-, syns- og hørelsesradius. Kærlighed til det Selv, som er blevet Guds manifestation på Jorden.

"Kærlighed er min egen bekendelse"; jeg har til nu bekendt det på grund af andre, der har bibragt mig, hvad DE anså kærlighed for at være; det var en sproglig bekendelse, men nu er det en bekendelse med rod i forståelse, en erkendelse. Fra nu af er det min egen bekendelse; i den tilstand ligger "den hele verden" - ikke kun en del af den, men hele den vide verden - fri og åben foran mig.

Mine øjne åbner sig og åbenbarer alt foran mig, jeg må ikke tro, at dette er det eneste sted på Jorden at leve, at eksistere. Jeg behøver måske ikke at rejse til alle dele af verden, men jeg må visualisere det, jeg må SE det, jeg må glorificere det, jeg må se skønheden og storheden overalt for at skabe "større succes", ”den største lykke”.
Det gør mig mere ærefuld, mere ærlig, vi vil aldrig trække det korte strå, så længe vi udvikler og udfolder en højere sindstilstand, for da vil ting komme til os, selv i det materielle, fysiske.
Det ligger i tingenes natur; ordsproget forbliver sandt: "Lige tiltrækker lige”.

Således lærer vi at slappe af i kroppen, overgive sindet og vække pinealkirtlen.